Klage til Datatilsynet

Sagen angår oplysninger om mig selv 

Inden du klager til Datatilsynet, kan det være en god idé at undersøge, om dine personoplysninger bliver behandlet i strid med reglerne om databeskyttelse.

Det er en god idé at starte med at kontakte dem, der behandler dine oplysninger. Hvis du klager til Datatilsynet uden først at have kontaktet den dataansvarlige (den virksomhed eller myndighed, du vil klage over), vil vi ofte bede dig om at kontakte den dataansvarlige først.

Hvis dine oplysninger bliver behandlet i strid med reglerne om databeskyttelse, og du har henvendt dig til den dataansvarlige, uden at det har løst problemet, kan du klage til Datatilsynet.

Sagen angår oplysninger om andre end mig selv

Hvis klagen ikke drejer sig om oplysninger om dig selv, kan du som udgangspunkt ikke klage til Datatilsynet. Du kan dog klage på vegne af en anden person, men så skal du have en fuldmagt. Det gælder dog ikke, hvis du klager på vegne af dit eget mindreårige barn eller i visse andre særlige situationer.

Jeg vil sende et tip til Datatilsynet

Hvis en sag ikke handler om dine egne oplysninger, og du ikke har en fuldmagt, men du ved, at der foregår noget, som kan være i strid med reglerne, kan du sende os et tip. Så vil vi overveje, om vi selv skal undersøge sagen nærmere.

Sådan klager du 

Du kan klage til Datatilsynet ved at sende din klage via digital post. Hvis du ikke kan eller vil kontakte Datatilsynet via digital post, kan du også kontakte os på dt@datatilsynet.gl.

Datatilsynet skal som minimum kende dit navn og din adresse, for at vi kan behandle din klage. Vi behandler som udgangspunkt ikke anonyme klager. For at vi kan behandle din klage, har vi også brug for at vide, hvem du klager over, og hvad du klager over.

Datatilsynet anbefaler altid, at du først kontakter den dataansvarlige om behandlingen af dine personoplysninger. Når du klager, bør du derfor vedlægge en kopi af den korrespondance, du har haft med den dataansvarlige.

Bemærk: Datatilsynet modtager ikke visse filtyper (for eksempel .exe, .zip eller .rar.) eller filer med lyd- eller videosekvenser. Vi kan heller ikke hente filer via eksterne links eller modtage filer, der er sendt på et usb-stik.

Hvad kan Datatilsynet ikke behandle klager over?

Datatilsynet kan kun behandle klager fra personer, som klagen vedrører, når klagen handler om behandling af personoplysninger. Vi kan for eksempel ikke behandle klager over:

  • Politiets ageren, for eksempel at politiet har beslaglagt din telefon
  • Andre myndigheders afgørelser inden for deres ansvarsområder, for eksempel en kommunes beslutning om førtidspension
  • Andre myndigheders afgørelser om afslag på aktindsigt

Datatilsynet kan sjældent tage stilling til mundtlige udsagn. Vi kan som udgangspunkt heller ikke behandle sager, hvor privatpersoner behandler oplysninger om andre som led i rent private aktiviteter. Det vil ofte være tilfældet, hvis eksempelvis en borger deler oplysninger om en anden borger på sociale medier.

Hvis du er i tvivl, kan du altid kontakte os. Så kan vi vejlede dig om, hvorvidt Datatilsynet kan behandle din sag, eller om vi kan hjælpe dig på en anden måde.

Hvad er processen?

Hvis du klager til Datatilsynet, bliver sagen oprettet i vores elektroniske sags- og dokumenthåndteringssystem og derefter overdraget til en sagsbehandler.

For at Datatilsynet kan behandle din sag, er det vigtigt, at vi ved præcist, hvad du klager over, og hvem du mener, der er ansvarlig for behandlingen af dine oplysninger. Under behandlingen af sagen kan det derfor være nødvendigt, at vi beder dig om flere oplysninger eller dokumentation. Vi kan også kontakte den, du har klaget over, for at få de oplysninger, vi har brug for.

Klagemuligheder

Datatilsynets afgørelser kan ikke påklages til en anden administrativ myndighed, jf. persondatalovens § 60 og retshåndhævelseslovens § 42, stk. 2. Datatilsynets afgørelser kan dog indbringes for domstolene, jf. grundlovens § 63.